Velkommen til Danmarks første kombinerede mountainbike-, aktivitets- og paraspor.
I Madsbyparken i Fredericia har vi etableret et mountainbikespor til hele familien. Men sporet kan også bruges til andre formål.
Området er for alle
Området indeholder en spændende rute, der kan benyttes af alle. Sporet er sammenlagt 2,3 km langt og der kan cykles i begge retninger. Det er tilladt, at benytte sporet som løberute og for gående, men vi henstiller til, at der udvises et særligt hensyn til vores gæster på cykel.
Det er væsentligt at bemærke, at det ikke er tilladt at gå eller løbe i området omkring teknikzonen.
Parasporet
Sporet er, som det første i Danmark, designet til også at kunne benyttes af adaptive mountainbikes. Således, at handicappede, bevægelseshæmmede eller andre kan cykle på sporet med tilpassede cykler.
Teknikzonen
Området indeholder en udfordrende teknikzone, hvor de øvede ryttere kan få luft under cyklen. Derudover findes også et mindre område med en teknisk nedkørsel, en dropzone og en hoplinje som stiller særligt høje krav til færdighederne på cyklen.
Sporet finder du midt i det grønne område i Madsbyparken.
Mountainbikesporet og teknikområdet er designet af Christoffer Riis Svendsen, og bygget af Anders Fallesen, Falles Sti og Sporbyg, Pumptracks.dk - som har vores varmeste anbefalinger.
Rigtig god fornøjelse.