MTB Spor i Madsbyparken

Mountainbikespor


Velkommen til Danmarks første kombinerede mountainbike-, aktivitets- og paraspor.

I Madsbyparken i Fredericia har vi etableret et mountainbikespor til hele familien. Men sporet kan også bruges til andre formål.


Området er for alle
Området indeholder en spændende rute, der kan benyttes af alle. Sporet er sammenlagt 2,3 km langt og der kan cykles i begge retninger. Det er tilladt, at benytte sporet som løberute og for gående, men vi henstiller til, at der udvises et særligt hensyn til vores gæster på cykel.

Det er væsentligt at bemærke, at det ikke er tilladt at gå eller løbe i området omkring teknikzonen.

Parasporet
Sporet er, som det første i Danmark, designet til også at kunne benyttes af adaptive mountainbikes. Således, at handicappede, bevægelseshæmmede eller andre kan cykle på sporet med tilpassede cykler.

Teknikzonen
Området indeholder en udfordrende teknikzone, hvor de øvede ryttere kan få luft under cyklen. Derudover findes også et mindre område med en teknisk nedkørsel, en dropzone og en hoplinje som stiller særligt høje krav til færdighederne på cyklen.


Sporet finder du midt i det grønne område i Madsbyparken.

Se et oversigtskort her.


Mountainbikesporet og teknikområdet er designet af Christoffer Riis Svendsen, og bygget af Anders Fallesen, Falles Sti og Sporbyg, Pumptracks.dk - som har vores varmeste anbefalinger.

Rigtig god fornøjelse.

Madsby Legepark

Et tilbud til hele familien, med fri adgang hele året.

Hygge, leg og oplevelser for alle sanser i trygge rammer er kendetegnende for området. Der er fri adgang til Legeparken hele året, og sæsonen er fra start april til og med uge 42, hvor der dagligt er åbent fra kl. 10 for de betalende aktiviteter som bådudlejning, minigolf og Madsbytoget. Du finder også Madsbykiosken, hvor der kan købes is, mad, slik og drikkevarer.

Tag en spændende tur med Madsbytoget, der kører mellem alle faciliteterne i Madsbyparken. Eller besøg den store dyreafdeling med bl.a. fugle i en indendørs og udendørs voliere, indhegninger med geder, får, minigrise, kaniner og høns.

Sommersæsonen byder på forskellige former for gratis børneunderholdning og andre aktivitetsmuligheder.

Send os en besked